7 essentielle tips til webtekster

webtekster grafik

Det vrimler med dem derude. 

Gode, elendige, fantastiske – og alt det midt imellem. 

Jeg taler naturligvis om webtekster

Og nej, det er ikke nemt at skrive en god webtekst – i hvert fald ikke én, der skal opfylde det mål, vi hjemmesideejere altid stræber efter:

At tiltrække relevant trafik til hjemmesiden og konvertere de besøgende til betalende kunder.

Indholdsfortegnelse

Hvad er en webtekst?

Helt overordnet dækker webtekster over tekster på hjemmesider. Det er f.eks.:


I dag skrives webtekster desuden ikke kun af tekstforfattere – også AI-programmer som ChatGPT bruges i stigende grad. 

Fælles for alle webtekster er, at de skal være lette at læse, konkrete og nemme at forstå.

Webtekstens fornemmeste opgave er nemlig at imødekomme læserens behov og ligge højt i Google.

Webtekster skal skrives markant anderledes end til trykte medier. De skal være skarpere og opbygges med en mere direkte struktur.

Men når det lykkes – når du får skrevet den gode, kunderelevante webtekst, som kun du kan – så skaber du værdi for læseren.

Med gode webtekster stiger antallet af besøgende – sammen med chancen for, at de besøgende konverteres til betalende kunder.

Grønne og gule links og forbindelser for at symbolisere webtekster
Internettet er bygget op af links og brugerskabt indhold - og her spiller webtekster en stor rolle

Sådan skriver du markedets bedste webtekster: 7 essentielle tips

Jeg har skrevet tusindvis af webtekster til kunder i mange forskellige brancher.

Og på trods af branchernes forskelligartethed har jeg opdaget nogle særlige fællestræk, der går igen i de bedst performende webtekster. 

Disse fællestræk vil jeg præsentere for dig – så du kan komme helt i mål med webtekster, der genererer både trafik og salg.

Tip 1: Skriv til brugeren, så han/hun forstår dig

Uanset om du skal skrive et blogindlæg, en produkttekst eller noget helt tredje, er det vigtigt at have styr på, hvad formålet er, og hvem du skriver til.

Kender du ikke din læser, risikerer du at skrive til alle – og dermed til ingen.

Din webtekst skal passe til din virksomheds tone of voice, men også til dine potentielle kunder. Derfor skal du vide, hvilken historie du vil fortælle.

Din webtekst er sælgeren, der skal konvertere den besøgende til kunde. Du bør derfor have fokus på at skabe værdi for læseren. 

Budskabet skal træde ordentligt frem.

Tip 2: Hold dit sprog klart

Vores onlineadfærd er utålmodig. Vi klikker videre, hvis ikke vi finder det, vi har brug for.

Og vi klikker hurtigt.

Faktisk bruger vi i gennemsnit mindre end 15 sek., inden vi klikker videre fra en hjemmeside. Derfor er gode webtekster vigtige.

Læseren har nemlig ikke tid til lange redegørelser. Du bør altså fatte dig i korthed og holde dit sprog relevant og nærværende.

Inkluder læseren ved at bruge ord som ”du”, ”dig” og ”din” markant mere, end du f.eks. bruger ”mig”, ”min” og ”vores”.

Sørg for alt i verden for at undgå indforståethed og fagsprog. Skriv hellere, som du taler: med helt almindelige ord.

Kode og programmering bygger systemerne, der publicerer webtekster

Tip 3: Skriv brugervenligt

Ord er gode. Men flere ord er ikke nødvendigvis bedre. Derfor bør du vælge dine ord med omhu.

Glem først og fremmest ideen om at skrive kronologisk. Det er en udbredt misforståelse, at man partout skal starte fra begyndelsen og ende med slutningen.

I hvert fald når det gælder webtekster.

Webtekster bliver nemlig ikke læst kronologisk: Når vi læser en tekst på nettet, scanner vi nemlig mere, end vi læser.

Derfor bør du komme din læser i forkøbet.

Din overskrift skal være sigende og tydelig. Den skal vække læserens nysgerrighed, men også give en forforståelse af tekstens indhold.

Del din tekst op i logiske, korte afsnit med gode underoverskrifter. Så hjælper du læseren med at holde overblikket og navigere i din tekst.

Start med de vigtigste pointer og prioriter resten i rækkefølge. Hvis læseren klikker videre – uden at have læst hele din webtekst – har han dermed fået det vigtigste med.

Opdeling af dine vigtigste pointer i punktopstilling er også en fremragende måde at understøtte scanneadfærden på.

Tip 4: Kreativitet er fint i webtekster – men konkretisering er nødvendigt

Dine læsere har ét specifikt mål med at læse din webtekst: De leder efter svar.

Giv dem det. Og fat dig i korthed.

Lad være med at fylde din tekst med alenlange sætninger. Ingen har nogensinde klaget over, at en tekst var for nem at forstå.

Brug også bydeform og kom til sagen. Skriv fx ”Invester i gode webtekster” fremfor ”Du bør altid investere i gode webtekster”.

Skriv klart og undgå unødvendigt indhold. I bedste Klovnstil kan du lave RIN-testen på dit indhold:

  • Er det relevant?
  • Er det interessant?
  • Er det nødvendigt?


Indled gerne din tekst med en manchet. En manchet er et kort resume over tekstens indhold. Manchetten kan, udover at sammenfatte indholdet, også virke som en cliffhanger for læseren.

Tip 5: Sikker SEO

Dine webtekster skal være søgeordsoptimerede.

Optimer dine tekster mod relevante, nøje udvalgte søgeord. Og placer derefter søgeordene strategisk korrekt – i overskrifter, i starten af første afsnit, i din SEO-titel og i din metabeskrivelse.

Og glem ikke at bygge interne links til din webtekst med søgeordet integreret i ankerteksten.

Husk: Unikt indhold vinder altid. Google har for længst lært at gennemskue uoriginalt indhold og kopierede tekster.

Tip 6: Hjælp din læser videre fra din webtekst

Der må ikke være tvivl om, hvad du ønsker af din læser, når vedkommende har læst din webtekst til ende.

Hvad enten webteksten skal få læseren til at købe et produkt, skrive sig op til dit nyhedsbrev eller booke et møde, bør du fortælle, hvordan din læser kommer videre til næste step.

Brug derfor CTAs, links og referencer. Men sørg for gennemsigtighed, og sørg for at de er relevante.

Tip 7: Brug billedsprog som ekstra krydderi

Billedsprog skaber identifikation og genkendelighed hos læseren – og er samtidig med til at fastholde nysgerrigheden og konkretisere budskabet.

Eksempler på billedsprog kunne være:

  • Hans glas var ikke bare halvt fyldt, det flød over af glæde.
  • De fløj så højt, at deres vinger blev svedne.
  • Hendes prosa er så lækker, at det kildrer i hjernen.
  • Han hoppede rundt, som var jorden giftig.
  • Lige så rodet som en teenagers værelse.


Brug også linket ovenfor for at se endnu flere eksempler. 

Lav dine webtekster skarpe og professionelle

Online tekster kræver noget særligt. Så du skal være klar i spyttet, når du skriver din webtekst:

  • Er det klart og tydeligt, hvad du kan hjælpe dine kunder med?
  • Er dine tekster søgemaskineoptimerede?
  • Er dine tekster brugervenlige?
  • Er din argumentation sikker?


Hvis ikke du kan svare ja til alle disse spørgsmål, bør du give dine webtekster en overhaling. Det er vigtigt at være skarp og præcis i dine webtekster – særligt når det gælder formidlingen af din virksomheds ydelser.

Hvad er formålet med webtekster?

Den velresearchede og velskrevne webtekst genererer både trafik og salg.

Den ligger højt i Google og er dermed synlig for dine potentielle kunder – og samtidig er den salgsorienteret, så de besøgende i sidste ender bliver kunder i biksen.

Sat på spidsen er dine webtekster dermed lige så vigtige som kvaliteten af dit produkt.

For hvis ikke du kan forklare de besøgende, hvorfor det lige netop er dit produkt eller ydelse, de skal købe – hvorfor skulle de så gøre det?

Hvor lang bør din webtekst være?

Din webtekst bør være akkurat så lang, som det giver mening for den enkelte tekst. Ikke bare for læserens skyld, men også i forhold til Google.

Der findes desværre ikke en præcis formel på længde af webtekster – ellers havde jeg med glæde givet dig den.

Sørg for at besvare læserens spørgsmål og efterlad vedkommende klogere, end før han/hun læste din tekst. Og gør dig umage med at producere gode webtekster. Det vil både din læser og Google belønne dig for.

Brug for hjælp til dine webtekster?

Uanset om du er chocolatier eller arkitekt, kan jeg hjælpe dig med at skrive gode webtekster – tilpasset dig og din branche.

"Jacob er en meget professionel tekstforfatter med stor indsigt i blandt andet SEO, der ikke er bange for at skulle sætte sig ind i tekniske detaljer omkring emner"
Niels Kristian Legind
Ejer, Tyrsbjerglund Anlægsgartner
5/5

Kontakt mig blot via knappen herunder – og så har du et tilbud i hænde inden for 24 timer.