Sådan skriver du et fremragende blogindlæg - 5 essentielle trin

Forfatteren er tilfreds med sit nye blogindlæg. Du kan også nå i mål med dit ved at følge denne guide!

 Hovedbudskaber i dette indlæg:

  1. Et blogindlæg er en tekst om et hvilket som helst emne, der udgives på nettet.
  2. Hvis du skriver et blogindlæg for en virksomhed, bør du finde et emne, der er relevant for virksomhedens kunder.
  3. Hvis du skriver for dig selv, er der anderledes valgfrihed – her kan du bare ‘give den gas’.
  4. Det gode blogindlæg er dog, uanset hvad, præget af en tydelig rød tråd.

Indholdsfortegnelse

Blogindlæg er overalt på nettet. Dette er et af dem.

Du er sandsynligvis landet på netop denne blog, fordi du selv vil skrive et godt blogindlæg.

Så… Hvordan gør man egentlig?

I dette indlæg præsenterer jeg en konkret handlingsplan med 5 nemme trin til at skrive et godt blogindlæg, som du kan følge, hver gang du skal sætte dig ned foran det tomme, hvide dokument – med målet om at skrive et blogindlæg, din læser ikke kan lægge fra sig.

Hvad er et blogindlæg?

Et blogindlæg kan i princippet være hvilken som helst tekst om hvilket som helst emne, der udgives på nettet. 

Der er fri leg ved blogindlæg – og det er det, der gør genren så spændende. 

Dette indlæg er primært henvendt til bloggere, der udgiver blogindlæg på nettet – men også til skoleelever, der får til opgave at skrive et blogindlæg.

Du kan som studerende sagtens bruge de tips, du finder her. Husk dog altid at supplere den viden, du finder online, med den, din underviser præsenterer dig for. 

Hvordan skriver man et blogindlæg?

Du skriver et blogindlæg ved at følge disse 5 trin:

  1. Udvælg dit emne
  2. Byg en struktur og rød tråd omkring emnet
  3. Lav første udkast
  4. Tilpas, rediger og lav nye udkast, indtil du er tilfreds med indholdet og strukturen
  5. Husk at korrekturlæse og støvsuge for fejl


Jeg vil gennemgå de enkelte steps i detaljer i løbet af dette indlæg.

Trin 1: Definer dit blogindlægs målgruppe

Vejen til det gode blogindlæg begynder med et helt essentielt spørgsmål:

  • Hvem skriver du indlægget til? Hvem er din målgruppe?


Dit blogindlæg eksisterer ikke i et vakuum. Du skriver det naturligvis med det formål, at andre skal læse det. Brug evt. Minervamodellen eller Gallups Kompas til at segmentere din målgruppe. 

Derfor er det vigtigt, at du starter med at definere den målgruppe, som indlægget er rettet mod.

Heldigvis giver det ofte sig selv.

Hvis du er tømrer og ved en masse om at bygge huse, så kan du f.eks. skrive til de handymænd- og kvinder, der ejer hus og gerne vil vide noget om at gøre det selv.

Hvis du er advokat og ved en masse om at lave lejekontrakter og bolighandler, så kan du f.eks. skrive til de par, der står overfor at skulle købe deres første hus.

Hvis du er møbeldesigner og ekspert i at bygge ting med læder, så kan du f.eks. skrive til alle dem, der sidder derhjemme og har lyst til at skabe møbler selv.

Kort sagt: Find ud af, hvad du er god til – og skriv til dem, der gerne vil lære af dig. Den gruppe mennesker er din målgruppe.

Person skriver på et blogindlæg
Den ambitiøse blogger sidder klar til at begynde blogskrivningen!

Trin 2: Research - hvad vil din målgruppe reelt vide noget om?

Fordi du gerne vil hjælpe din målgruppe, skal du selvfølgelig skrive om det, de reelt gerne vil vide.

Hvordan finder du så ud af det?

Med god gammeldags research.

En god måde at gribe det an på er en søgeordsanalyse. Her kan du undersøge følgende:

  • Hvilke af dine interesseområder er der flest søgninger på?
  • Hvilke søgeord har relativt lav konkurrence?
  • Og hvilke søgeord ved du mest om?


Når du, via din research, har fundet relevante emner, skal du træffe nogle klare valg og fokusere dit indhold. 

Når du starter, har du forhåbentlig en masse idéer, som kunne være interessante at få på papir. Skriv dem endelig alle sammen ned.

Men derefter gælder det om at være hård i prioriteringen. Hvad er absolut nødvendigt at få med? Og hvad kan brugeren undvære?

Denne proces kaldes et outline.

Få flere SEO- og skrivetips med ekspresfart

Trin 3: Outline dit blogindlæg - hvad skal med, og hvad er unødvendigt?

For ikke at ende med et blogindlæg, der flyver i øst og vest, som du alligevel bliver nødt til at skrive radikalt om, er det vigtigt at starte skriveprocessen med at outline dit indhold.

På den måde tænker du struktur og rød tråd ind allerede fra starten. 

Rød tråd der illustrerer opbygning af blogindlæg
En rød tråd er alfa og omega for det gode blogindlæg
  • Hvilke pointer er vigtigst – og hvilken rækkefølge skal de komme i?
  • Hvad leder op til hvad?
  • Hvilken konklusion følger logisk af den foregående?


Til dette blogindlæg overvejede jeg f.eks., om jeg ville fokusere meget eller lidt på SEO.

SEO er et godt fundament for at planlægge indholdet af dine blogindlæg, og derfor er det oplagt at skrive om, når emnet nu engang er det gode blogindlæg. 

Men jeg vurderede, at det ville fjerne fokus fra hovedpointerne. Det er nemlig ikke alle, der nødvendigvis skriver blogindlæg for få trafik fra Google.

Og derfor besluttede jeg mig for at holde SEO på et minimum.

Og dermed har jeg formået at indsnævre mit indhold – og holde den røde tråd.

Det kan jeg takke mit outline for.

Trin 4: Skriv selve indlægget: Fokus på personlighed og fakta!

Og så kommer vi til det. Nej, du slipper ikke udenom!

Du skal have ord på skærm. Sætning efter sætning. Afsnit på afsnit. Idé på idé.

Du skal skrive dit blogindlæg.

Sørg først og fremmest for at matche stilen og tonen til emnet (og dit brand).

Tekstens tone of voice er din fortællerstemme. Og hvis indlægget er fyldt med ekstremt værdifuld information, men er skrevet r*vsygt, er der ingen der gider læse det.

Sørg for at holde det dynamisk og engagerende. Brug masser af eksempler, der understøtter dine ponter, og varier din sætningsstruktur – og undgå så vidt muligt intetsigende klichéer og avanceret fagsprog.

Når du skriver til et online publikum, er det desuden særligt vigtigt, at du:

  • inddeler din tekst i masser af korte afsnit
  • bruger rigeligt med underoverskrifter
  • og supplerer teksten med billeder og/eller video


Det skaber dynamik, engagement og er bare medvirkende til en god læseoplevelse på markedet med den historisk højeste konkurrence: Internettet.

Generelt betyder denne høje konkurrence, at du skal arbejde ekstra meget med især din overskrift og din indledning. Det er din hook – det er her, du skal overbevise læseren om, at der findes vigtig information i resten af dit indlæg.

Til sidst vil jeg anbefale dig at ramme en blanding af objektivitet og subjektivitet. Husk: Det er dit blogindlæg, og du bestemmer, hvad der står i det.

Når det så er sagt, er det bare dårlig stil at fylde nettet med vrøvl. Og det er der heller ingen, der gider at læse.

Hold det faktuelt – med et tvist af din personlighed. Hvis du skriver ting, der ikke er almen enighed om, er det altid god stil at gøre opmærksom på dette.

Trin 5: Korrektur, redigering - og gennemlæsning!

Der er intet, der kan ødelægge en læseoplevelse, som stavefejl, slåfejl og grammatiske fejl.

Sørg derfor for at støvsøge dit indlæg for fejl.

Find ud af, hvad der virker for dig. Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg finder flest nye fejl, når jeg læser indlægget på et nyt ”format”.

Det vil sige, at jeg finder de første fejl i word-dokumentet. Så finder jeg de næste fejl, når jeg sætter indlægget op på min hjemmeside. Og så kan jeg typisk finde et par fejl mere, når jeg har publiceret indlægget på min hjemmeside.

Og det er ikke kun stavefejl og grammatiske fejl. Jeg finder også både dårlige formuleringer og andre sproglige svagheder.

Gennemlæs gerne dit indlæg minimum 3 gange, hvis du vil optimere dine chancer for et godt resultat.

Grundig korrekturlæsning kan være en frustrerende proces - men nødvendigt for det gode blogindlæg!

Det vigtigste i hele dit blogindlæg: Overskriften

Bombastisk overskrift – men jeg står ved den.

Hvis ikke dit blogindlægs overskrift er interessant, klikker ingen sig ind – og du får ingen læsere. 

Det giver derfor sig selv, at du skal arbejde hårdt på din overskrift. 

At lykkes med den gode overskrift til dit blogindlæg kan dog være en udfordring i sig selv. 

Den må nemlig hverken være for lang eller for kort. Den må ikke være for kedelig – men heller ikke for kreativ. 

Ja, det er svært at lave gode overskrifter. Undervurderet svært.

Mit råd er ret lavpraktisk: Lav en liste på 10 forskellige overskrifter. Og vælg så den bedste fra din liste.

Hvordan vurderer du, hvilken er den bedste? Du vælger den, der bedst imødekommer læserens interesse i dit emne. 

Eksempel: Jeg skriver dette blogindlæg til læsere med følgende spørgsmål: “Hvordan skriver man et blogindlæg”?

Via min overskrift viser jeg disse brugere, at de er havnet det rigtige sted – med titlen: “Sådan skriver du et fremragende blogindlæg”.

Lister er altid gode – vi drages simpelthen naturligt til deres orden og struktur. Derfor ser du også “5 trin” i min overskrift.

FAQ om blogindlæg

Herunder vil jeg gennemgå de vigtigste spørgsmål til blogindlægget. 

Hvordan ser et blogindlæg ud?

De fleste blogindlæg følger nogenlunde samme opbygning:

  • Overskrift med det primære nøgleord
  • Info om forfatteren
  • “Hero image” – det primære billede, der opsummerer indholdet
  • Intro/indledning (og indholdsfortegnelse)
  • Brødtekst og underoverskrifter 
  • Eventuelt flere billeder og/eller faktabokse

Hvordan starter man et blogindlæg?

Med en fængende indledning.

Du starter bedst dit blogindlæg ved at “hooke” dine læsere. Det kræver en stærk indledning, og her kan du bruge følgende tjekliste:

  1. Introducer dit emne – vis, at læseren er havnet det rette sted
  2. Præsenter dit indlægs unikke værdi
  3. Præsenter en konklusion, og led læseren nænsomt ind i dit indlæg

Hvor langt er et blogindlæg?

Typisk er et blogindlæg på omkring 500-2000 ord. Det er godt med en vis længde, hvis f.eks. dit mål er at rangere højt i Google på et bestemt søgeord.

Når det så er sagt, er der ingen og fast længde på et blogindlæg. Skriv så meget, som det giver mening.

Når dit blogindlæg er færdigt og så godt, som det kan være, har det den længde, det nu engang har.

Hvordan skriver man en blog/hvordan bliver man blogger?

Du skriver en blog og bliver blogger ved kontinuerligt at skrive og udgive blogindlæg – gerne inden for det samme tema.

På den måde opbygger du ekspertise inden for din egen niche, og du kan derigennem tiltrække et relevant publikum til dine blogindlæg. 

Hvordan starter man en blog (gratis)?

Du kan nemt og gratis starte en blog ved at lave din egen hjemmeside. Laver du en blog via f.eks. WordPress, kan du gøre det helt gratis. 

Hvad er et godt eksempel på et blogindlæg?

Et godt eksempel på et blogindlæg er f.eks. dette skriv, du sidder og læser lige nu!

Et blogindlæg er bygget op af en god hook (din indledning), en velunderbygget midte og en afrundende konklusion. 

I min blogoversigt kan du se flere end 60 andre gode eksempler på blogindlæg – slå dig løs!

Hvordan slutter man et blogindlæg?

Du slutter dit indlæg med at runde dine pointer af.

Det vil sige, at du skal konkludere på din titel og indledning, og du skal klart opsummere, hvad læseren skal tage med sig videre.

IVK-studieleder bedste råd til det gode blogindlæg

”Jeg skal have oplevelsen af, at dit blogindlæg er så unikt, at det kun er skrevet til mig – og på samme måde skal alle andre, der læser dit indlæg, have oplevelsen af, at indlægget er skrevet personligt til hver enkelt.

Det betyder bl.a., at du fortæller mig noget nyt, jeg gerne vil vide, at du ikke ulejliger mig med informationer, jeg kender i forvejen eller ikke er interesseret i, og at du vælger netop den detaljeringsgrad, som jeg ønsker.

Frem for alt så må du ikke spilde min tid, for gør du det, vil jeg aldrig mere bruge tid på dig.”

Flemming Smedegaard

Lektor, ph.d.

Studieleder International Virksomhedskommunikation SDU