Derfor skal brugerens søgeintention definere dit SEO-arbejde

Google ved rigtigt mange ting (om mig, om dig og om resten af verden), og de lærer konstant.

Google indsamler data på hver eneste af vores søgninger, så de kan gøre brugerrejsen i deres søgemaskine bedre, for hver gang vi bruger den.

 

For det er Googles mål: At deres søgemaskine er så god som muligt for os, brugerne.

Indholdsfortegnelse

Én af de ting, som Google efterhånden er sindssygt dygtige til at forstå, er vores søgeintention (search intent på engelsk).


Google ved ofte præcis, hvad vi mener, og hvad vores hensigt er, når vi søger på noget – uanset om søgningen kan forstås på flere måder (mere om det senere).


Og det udnytter de til at præsentere os for det resultat, der matcher vores søgeintention.

 

Vil du informeres, navigere eller købe?

Generelt snakker man om tre slags søgninger:

  • Informationssøgninger,

  • navigationssøgninger

  • kommercielle søgninger.

Informationssøgninger sker, når vi har brug for at vide noget. Eksempler: “hvordan starter man en virksomhed”, “hvad er Danmarks hovedstad”, “hvorfor tjener jeg ingen penge”.

Ved informationssøgninger er de top rangerende resultater i langt størstedelen af tilfældene blogindlæg eller andre stykker indhold, hvor der bliver forklaret noget.

Navigationssøgninger sker, når vi har brug for at navigere til noget, som vi ved, vi vil have fat i. Disse søgninger indeholder typisk specifikke brandnavne og nøgleord.

Eksempler: ”løbesko herre Sportmaster”, ”elkedel Kop og Kande” og ”Cinemaxx filmprogram”.

De top rangerende resultater for navigationssøgninger vil være specifikke brandsider og undersider, hvor vi kan gå direkte til det, vi leder efter.

Kommercielle søgninger sker, når vi har en klar intention om at købe noget. Disse søgninger indeholder købsklare ord som ”tilbud”, ”køb” eller ”billig”.

Eksempler: ”billigt fly til Mallorca”, ”køb Adidas træningsbukser” eller ”Gucci sko tilbud”.

De top rangerende resultater for kommercielle søgninger er webshops eller andre hjemmesider, der er, ja, primært kommercielle. Her vil der altså ikke dukke f.eks. blogindlæg op.

Målret indhold mod intentionen

Og hvad kan vi bruge alt det her til? Jo, vi kan bruge det til at målrette vores indhold mod intentionen.

Hvis jeg gerne vil rangere på frasen ”køb Adidas træningsbukser”, skal jeg altså ikke skrive et 1000-ords blogindlæg om, hvorfor Adidas laver de fedeste træningsbukser, og hvordan jeg kan gå i mine 24/7 uden at blive træt af dem.

Hvis jeg vil rangere på frasen ”hvordan kommer man i god form”, skal jeg på samme måde ikke optimere mod købeklare brugere, der bare vil købe et par fede løbesko, med meget lidt information og masser af Call To Actions mod et køb.

Og hvis jeg vil rangere på frasen “Cinemaxx filmprogram” skal jeg på samme måde ikke bruge krudt på at skrive et blogindlæg om film i Cinemaxx for at optimere mod en frase, der altid vil sende brugeren direkte til Cinemaxx’ hjemmeside alligevel.

Tvetydige søgeord – hvad er kunden på udkig efter?

Søgeintentionen bliver særligt vigtig, når dine vigtige søgeord kan have forskellige søgeintentioner.

Her er det ENORMT vigtigt at kende sine kunder – hvad er de ude på, når de søger efter mit søgeord? Er de klar til at købe? Eller vil de vide noget mere?

For Google ved det – og de sender det resultat øverst, der har optimeret mod den rette søgeintention, så de ikke skuffer deres brugere.

Og det er det, vi skal huske på: Googles vigtigste mål er ALTID at tilfredsstille deres brugere.

Fremgangsmåden for at identificere søgeintentionen er relativt simpel: Google den frase, du gerne vil rangere på – og se, hvad der ligger nummer 1. Er resultatet kommercielt? Er det et blogindlæg? Måske en blanding? Og hvad med resten af top 10?

Hvis top 10 er en blanding af kommercielt og informativt indhold, er det fordi, at søgefrasen er tvetydig – at 50% er klar til at købe, og 50% gerne vil vide noget mere.

Men hvis hele top-10 er rettet mod det kommercielle, kan du være sikker på, at intentionen bag din frase er kommerciel. Og så ved du, hvad du skal gøre, for at rangere.

Frasen “støvsuger” er ikke 50/50 tvetydig, da langt de fleste resultater er kommercielle, men en produkttest har alligevel sneget sig ind, hvilket indikerer en smule tvetydighed i frasen:

 
 

Opsummerende konklusion: Hvad kan vi bruge det til?

Søgeintention skal vi bruge aktivt i vores arbejde med hjemmesidens indhold – faktisk er det det vigtigste, vi skal kigge på, når vi planlægger vores indhold.

Alle undersider skal optimeres mod den rette intention – det vil f.eks. sige, at hvis en undersides primære formål er at rangere på en frase, som kunderne har en informationsintention bag, når de søger på den, skal siden optimeret mod denne frase være informationsbaseret.

Og på samme måde skal vi ikke skrive en roman, når kunden bare er ude på at købe et produkt. Her er en god, koncis salgstekst og stærke, beskrivende billeder i stedet det centrale.