Effektiv ekstern linkbuilding: Stor, overskuelig guide

Linkbuilding grafik
Er din hjemmeside attraktiv nok til at virke som en magnet på eksterne links fra stærke hjemmesider?

Internettet er bygget op om links. Sådan har det været fra starten, og sådan er det stadig – og dermed har linkbuilding været en del af SEO lige siden starten af internettet.

Vi navigerer simpelthen på internettet via links mellem hjemmesider.

Og netop det er en af de store årsager til, at Google lægger stor vægt på (gode og naturlige!) links, når søgemaskinen skal vurdere, hvilke hjemmesider skal ligge øverst.

 Hovedbudskaber i dette indlæg:

  1. Linkbuildig dækker over den del af SEO, der handler om at få andre hjemmesider til at linke til ens egen hjemmeside.
  2. God linkbuilding styrker din hjemmeside i Googles øjne. Et link ses som en “stemme” på din forretning.
  3. Et godt link er relevant for din branche og placeret på en hjemmeside, der i Googles øjne er stærk og troværdig. 
  4. Der findes masser af udbydere på markedet, der sælger mere eller mindre gode links. I dette indlæg får du et enkelt overblik over gode, sikre links – og modsat dårlige links, der intet godt gør for din virksomhed. 

Indholdsfortegnelse

Linkbuilding er blevet til en kæmpe industri i SEO-verdenen, fordi links til din hjemmeside har kæmpe betydning for, hvordan du rangerer i Google.

I denne guide vil jeg derfor gennemgå emnet fra A-Z, så du har en reel chance for at lægge en linkbuilding-strategi, der giver resultater uden at ruinere dig. 

Hvad er linkbuilding?

Linkbuilding er kunsten at ”bygge links” til en hjemmeside – altså at en hjemmeside linker til en anden hjemmeside. Hvis du vil linkbuilde til din egen hjemmeside, skal du altså få andre hjemmesider til at linke til din hjemmeside.

Det kan f.eks. være, at du har skrevet en artikel om et bestemt emne – det kunne være ”Gode råd til at købe sofa”. Ilva læser din artikel og beslutter sig for at linke til den for at hjælpe deres kunder med at vælge sofa.

Det kunne også være, at du har et godt og tæt forhold til en af dine leverandører. De har en forhandlerside, hvor de lister dit firmanavn og linker til din hjemmeside.

Der er mange, mange måder at få links på, og jeg vil gennemgå de vigtigste senere i denne artikel.   

Google lægger stor vægt på links til din hjemmeside - og har mange måder at vurdere, hvor stærke og naturlige dine links er

Forskellen på ekstern og intern linkbuilding

Først vil jeg dog forklare forskellen på ekstern og intern linkbuilding, da jeg i denne artikel udelukkende vil fokusere på ekstern linkbuilding.

Ekstern linkbuilding er nemlig kunsten at få links fra andre hjemmesider, der peger på din hjemmeside – hvorimod intern linkbuilding er kunsten at bygge links internt mellem dine egne undersider, så dine sider peger på hinanden.

Ekstern linkbuilding er på mange måder fundamentet for off-page SEO.

Ekstern linkbuilding er sværere at lykkes med i praksis og prioriteres ofte højere – men intern linkbuilding kan på mange måder være mere effektivt.

Hvorfor skal man lave linkbuilding, og hvor stor betydning har det for SEO?

Google ser et link fra en hjemmeside som en form for anbefaling.

’Tankegangen’ i algoritmen er noget ala følgende: ”Hvis denne hjemmeside linker til den anden hjemmeside her, må der være en god grund til det – den linkede hjemmeside må altså være vigtig og relevant.”

Man kan sige, at den linkende side har en vis mængde autoritet og styrke, som den deler med den linkede side. Og dermed kan vi også udlede, at et link ikke bare er et link.

Et link fra en DR-artikel, der roser din virksomhed til skyerne, er f.eks. uendeligt mere værdifuldt end et link fra en russisk spamside. Ja, faktisk er sidstnævnte decideret negativt for din side i Googles øjne – hvis altså du har for mange af dem.

Stort set alle hjemmesider får nemlig links af og til fra spamsider, og det er Google opmærksom på og kan derfor godt sortere dem fra’, når de vurderer en hjemmeside.

Men hvis du pludselig har unaturligt mange spamlinks, kan Google finde på at straffe din side for forsøg på snyd og manipulering af søgeresultaterne.

Konklusionen er, at linkbuilding er utroligt vigtigt for SEO – men det skal gøres rigtigt.

Linkbuilding er vigtigt, men der er både gode og dårlige måder at gøre det på

Hvornår er et link et godt link? (”White Hat linkbuilding”)

Og det leder os så til en egentlig karakteristik af et såkaldt ”godt link”. For hvornår er et link et godt link?

Gode links er:

  • Fra stærke hjemmesider, der selv har en god og sund linkprofil
  • Relevante for din branche – er du anlægsgartner, er et link fra Bolius som hovedregel mere værd end et link fra Femina.
  • Placeret centralt på den linkende side og synlige for læseren
  • Lavet med en relevant ankertekst

Du kan også se det på denne måde – ville du være glad for at have linket, selv hvis det ikke påvirkede dine rangeringer i Google? Kan du svare ja til dette spørgsmål, er linket sandsynligvis godt.

At bygge udelukkende gode links kaldes også ”White Hat linkbuilding”.

De fleste seriøse SEO-bureauer- og konsulenter arbejder primært med ”Grey Hat linkbuilding” – linkbuilding, der ikke nødvendigvis er forbudt, men som Google ikke nødvendigvis direkte anbefaler.

Hvad er dårlig linkbuilding? (”Black Hat linkbuilding”)

Og dårlig linkbuilding er så det modsatte. Det er tankegangen, at desto flere links desto bedre – og hvor de så kommer fra, betyder mindre.

Denne tilgang kaldes også Black Hat linkbuilding – altså hvor man udelukkende bygger linket for linkets skyld, og ikke sætter det ind i en større kontekst, der sammenlagt skaber relevans og styrke omkring din hjemmeside.

Et dårligt link er:

  • Fra en svag side, der f.eks. kun eksisterer med det formål at linke ud til andre sider
  • Ikke relevante for din branche – f.eks. et link til en tømrer fra en skønhedsblog
  • Placeret nederst på siden og svære at spotte for læseren
  • Lavet med en generisk ankertekst som f.eks. ”klik her” (at have nogle links med generiske linktekster er OK, da det bidrager til en naturlig linkprofil)


Og på samme måde kan du spørge dig selv: Ville du sættes i forbindelse med denne hjemmeside, hvis links ikke påvirkede dine rangeringer i Google? Hvis dit svar er nej, er linket sandsynligvis dårligt for din side.

Stop brugen af spamlinks, der ingen relevans har for din hjemmeside

Hvordan laver man god linkbuilding, der er OK i Googles øjne? 10 gode metoder

Der er heldigvis en række måder at bygge links på, som du kan gøre med en god sikkerhed og ro i maven.

  • Leverandørlinks

At din leverandør linker til dig som forhandler er naturligt og sådan, internettet er bygget op. Kontakt endelig din leverandør og bed pænt om et link.

  • Brancheforeninger

Brancheforeninger har oftest en medlemsside, hvor de forskellige virksomheder bliver listet. Igen er det helt naturligt, at sådan en liste inkluderer links til medlemmerne.

  • Mærkningsordninger

En mærkningsordning kan være et fint CSR-tiltag for de fleste virksomheder. Igen har disse ordninger oftest en medlemsside med links til de deltagende virksomheder – og det er helt naturligt og tilladt af Google.

  • Gæsteblogging

At bidrage med værdifuldt indhold til en anden blog er en god måde at sprede både din viden og dit navn til nye læsere og nye platforme. I den forbindelse er det helt naturligt og tilladt at gøre det nemt for dine nye læsere, der vil have mere af dig, med et link til din hjemmeside.

  • Medieomtale

Hvis du eller din virksomhed bliver nævnt i en artikel på et medie, vil der helt sikkert sidde læsere, der vil vide mere om dig. Derfor kan/bør mediet gøre det nemt for sine læsere og tilføje et link til din hjemmeside. Det er helt naturligt og tilladt. Desværre er de fleste medier obs på, hvor vigtige og værdifulde links er, og linker derfor i sjældnere grad uopfordret ud.  

  • Virksomhedsdatabaser

Databaser som De Gule Sider og Krak er helt legitime kataloger at blive listet i, da de faktisk er med til at legitimere din virksomhed som en ”ægte” virksomhed. Tøv derfor ikke med at oprette dig i disse.

  • Omtaler/anbefalinger på andre hjemmesider

Hvis du f.eks. har noget pænt at sige om en leverandør, og de vil bruge din anbefaling som social proof på deres hjemmeside, er det også helt naturligt og tilladt, at de linker til din hjemmeside for at dokumentere, hvem der laver udtalelsen.

  • Sponsorater/donationer

At sponsorere f.eks. et fodboldhold eller en begivenhed er en af de mere legitime måder at ”købe” et link på.

For en god ordens skyld bør sådan et link være markeret som sponsoreret, men der er ingen grund til at ”forstyrre” hjemmesideejeren, hvis de ikke har gjort det. Google vil se det som helt naturligt, så længe du ikke har mange af disse links, og ingen er markeret som nofollow.

Et godt tip er at sponsorere i brancher, der relaterer sig til din egen, så linket bliver mere relevant.

  • Sociale links – YouTube, Facebook, Instagram osv.

At bygge links via dine egne kanaler på sociale medier er helt tilladt – og også uden risiko, da disse markeres som nofollow. Dermed er der så heller ikke meget SEO-værdi i dem, men de hjælper alligevel med at bygge autoritet og relevans op om din hjemmeside.

  • Unlinked mentions

Din virksomhed er sandsynligvis nævnt flere steder på nettet, hvis den har en vis størrelse. Det er ikke altid, at den i disse tilfælde bliver linket til, og her er det helt fint og tilladt at gøre ejeren opmærksom på det – og måske få et godt link ud af det.

  • Konkurrentanalyse

Hvem linker til dine konkurrenter – og kunne de finde på at linke til dig også? Der er ingen skam i at kigge på, hvem der linker til dine konkurrenter og prøve at bygge så mange af de relevante og stærke links som muligt.

Disse links kan din konsulent finde til dig via et SEO-program, og det kan i princippet være alle ovenstående typer links.

  • Outreach linkbuilding

Outreach linkbuilding er kunsten at kontakte en række hjemmesider med det formål at få et link. Det kan være, at de har skrevet en artikel, der med fordel kunne linke til din artikel for at underbygge viden i deres egen artikel.

Det kunne også være, at du spotter et link fra en side, der linker til en fejlside, og du gør dem opmærksom på det og foreslår, at de linker til din side i stedet. Denne metode kaldes ”broken linkbuilding”.

Min erfaring er, at outreach linkbuilding ofte er spild af tid. De fleste hjemmesider er opmærksomme på, hvor værdifulde links er og vil ikke bare linke til dig uden videre. De vil sandsynligvis spørge om noget til gengæld (penge eller et link), eller også vil de slet ikke svare dig.

Din tid er bedre brugt på at pleje dine leverandørforhold og få links derigennem, eller skabe så godt indhold, at du får naturlige links.

Drag nytte af dit erhvervsnetværk, hvis du vil have stærke links

FAQ om linkbuilding

Herunder vil jeg gennemgå de vigtigste spørgsmål og svar om linkbuilding.

Hvilken type linkbuilding er tilladt – og ikke tilladt – ifølge Google?

Hvis man tager Googles retningslinjer meget bogstaveligt, er linkbuilding som praksis slet ikke tilladt – i hvert fald ikke, hvis man griber det aktivt og aggressivt an. 

I Googles ideelle internetverden skaber hjemmesider nemlig så godt og værdifuldt indhold, at alle links opstår naturligt, fordi behovet for at linke på samme måde er naturligt.

Hvis man læser mellem linjerne, er en vis form for linkbuilding dog tilladt. Der er dog nogle praksisser, som Google er meget eksplicitte om, er ulovlige. 

Dermed ikke sagt, at du bliver ”straffet” for dem – i nogle tilfælde får du en positiv effekt, i nogle tilfælde ingen effekt, i få tilfælde en negativ effekt.

Google skriver bl.a., at du ikke bør gøre følgende, når du arbejder med linkbuilding:

  • Købe links, der ikke markeres som nofollow eller sponsored
  • Lave linkkampagner og gæsteblogging i stor stil med det hovedformål at få en masse links
  • Lave ”link for link” kampagner, hvor du bytter links med mange hjemmesider
  • På nogen måde at få bots eller anden software til at bygge links for dig
  • Skrive forum og blogkommentarer med det eneste formål at linke via kommentaren


Alle naturlige links vil dog ikke være noget, Google rynker på næsen over, selvom du aktivt har deltaget i at bygge dem.

Og hvilken type er det så?

Hvad er forskellen på dofollow og nofollow links?

Et ”nofollow” link er et link, der ikke giver SEO-værdi. Når du placerer tagget rel=”nofollow” om linket i HTML-koden er det et signal til Google om, at de ikke skal ”følge” linket – altså at du ikke med dit link anbefaler den side, du linker til.

Et ”dofollow” link er derimod et link, hvor den maksimale SEO-værdi gives videre. Faktisk er dofollow teknisk set ikke den korrekte betegnelse – alle links, der ikke er nofollow, er nemlig bare et link. Dermed er der teknisk set ikke noget, der hedder dofollow.

Hvad er sponsored links og UGC-links?

Et sponsoreret link er et link, der har fået tagget rel=”sponsored” i HTML-koden. Et sponsoreret link er også et nofollow link. Sponsorerede links bør bruges til f.eks. affiliate links og købte links.

UGC, der står for User Generated Content, er også nofollow links, hvor man bruger tagget rel=”ugc” i HTML-koden. Tagget UGC bruges typisk til links i blog- og forumkommentarer.

Begge disse typer links blev introduceret af Google i 2019, og du kan læse Googles officielle retningslinjer for dem her.

Googles retsninglinjer er ret strikse, når det kommer til linkbuilding, men du behøver ikke nødvendigvis følge dem

Linkbuilding-artikler – hvordan fungerer det, og har det værdi?

Linkbuilding-artikler er skrevet med ét primært formål: At linke ud til en eller flere hjemmesider.

Linkbuilding-artikler publiceres både på anerkendte medier som Jyllands Posten, TV2, Euroman og Alt for Damerne, ligesom de publiceres i stor stil på diverse blogs af varierende kvalitet.

Langt de fleste linkbuilding-artikler publiceres på såkaldte spam blogs – populært forkortet som ”Splogs”. Splogs får ofte minimal til absolut ingen trafik og eksisterer kun med det formål at linke ud for pengebeløb.

Linkbuilding-artikler kan give værdi fra de store medier (men kun, hvis de ”glemmer” at markere linket som sponsoreret) – men du skal være meget heldig, hvis du får værdi fra en linkbuilding-artikel på en spam blog.

Husk også, at det er ulovligt for en hvilken som helst hjemmeside at linke ud uden at markere linket som sponsoreret, hvis linket er købt.

Jeg anbefaler ikke at bruge penge på linkbuilding-artikler, hvis du er en normal lille til mellemstor virksomhed.

Må du lave ”link for link”?

Længere oppe skrev jeg, at Google eksplicit siger, at man ikke må lave ”link for link” kampagner i stor stil. Her er nøgleordet ”stor stil” – for det er selvfølgelig tilladt for 2 hjemmesider at linke til hinanden, og ikke noget Google vil straffe.

Du skal blot sørge for, at det ikke bliver for stor en del af din linkprofil – altså at en for stor del af dine links er gensidige. Hvis du holder dig under 20%, bør det være fint.

Kort sagt: Du må gerne lave ”link for link”, hvis ikke det er med for mange hjemmesider.

Linkbuilding har bestemt ikke værdi for alle - særligt ikke dyrt købte links til den lille virksomhed

Linkbuilding-pakker – hvordan fungerer det, og har det værdi?

Linkbuilding-pakker er i den samme boldgade som artiklerne. Her køber du typisk en pakke på en stor mængde links – måske 10, 20 eller flere hundrede links. Disse links vil stort set alle blive bygget via linkbuilding-artikler, stort set alle sammen fra spam blogs (splogs).

Jeg anbefaler ikke linkbuilding-pakker.

Billig linkbuilding – er det noget værd?

Linkbuilding-pakker og -artikler er ofte meget billige – prisen pr. link kan være helt ned til 30-50 kroner. 

Når noget er så billigt, er det naturlige spørgsmål altid: Er det overhovedet noget værd?

Billig linkbuilding er i 99% af tilfældene intet værd – og det er, hvis du er heldig. Hvis det går galt, og din udbyder er særligt skruppelløs og bygger rene spamlinks, kan du få en manuel straf af Google – enten med det samme eller i fremtiden.

I få tilfælde kan du få et boost i søgeresultaterne med billig linkbuilding – men det boost vil altid være kortvarigt.

Linkbuilding priser – hvad koster linkbuilding?

Linkbuilding bør være en fast del af dit samlede SEO-budget hver måned. 

Budgettet bør dog ikke afsættes til at købe links, men i højere grad til at din konsulent hjælper dig med at spotte gode linkmuligheder og rådgiver dig i den rigtige retning, så du bygger så mange gode links som muligt, så naturligt som muligt.

1-3 arbejdstimer (500-3000 kroner, afhængig af konsulenten) til ekstern linkbuilding bør være et fint månedligt budget til en lille til mellemstor virksomhed, der har små til mellemstore SEO-ambitioner.

Hvis du er på et SEO-marked, hvor konkurrencen er meget høj (f.eks. lån, finans, gambling og mode), kræver det markant mere. I disse tilfælde vil du heller ikke kunne undgå at købe links, hvis du vil have resultater hurtigt.

På konkurrenceprægede markeder kan et budget til linkbuilding være alt fra 10.000 til +100.000 om måneden (samlet for både konsulenthonorarer og køb af links).

Gode råd til dansk linkbuilding

Dansk linkbuilding adskiller sig ikke nødvendigvis synderligt fra international linkbuilding. Hvis du har en dansk hjemmeside, der kun servicerer det danske marked, skal du dog være opmærksom på, at din linkprofil primært bør bestå af danske links.

Fordelingen skal gerne være mindst 90% danske links og 10% udenlandske links. Det gør ikke noget, hvis den er på 100% danske links, men det bliver et problem, hvis du f.eks. nærmer dig lige så mange udenlandske som danske links.

Det vil Google opfatte som unaturligt, da du kun servicerer et dansk marked og i øvrigt er en dansksproget hjemmeside. 

Hvorfor skulle så mange udenlandske hjemmesider linke til dig, når din side er på dansk? Det giver ingen mening, og det vil Google også tænke.